Drop huskereglerne for at drikke nok vand
Slår du dig selv i hovedet, hvis du ikke når at drikke to liter vand om dagen? Det behøver du slet ikke, siger væskeekspert.
Dyrker du meget motion, øges dit behov helt naturligt for væske.
Dyrker du meget motion, øges dit behov helt naturligt for væske. Foto: Colourbox/free


En hel dag er gået, og du har fået rigeligt med kaffe, te og sodavand. Men pludseligt slår det dig, at du ikke har drukket noget vand hele dagen.

Peter Bie, der er professor emeritus og væskeekspert, forklarer, at vi mister omkring to liter vand hver dag. Mellem en halv og en hel liter rent vand gennem huden, en lille halv liter gennem udånding og en liter i urin.

Men du behøver ikke at slå dig selv i hovedet, hvis du ikke får drukket to en halv liter vand om dagen.

- Man skal bare drikke vand nok til, at man har en ordentlig urinproduktion. Hvis du kan huske, sidste gang du tissede, så tisser du nok til, at du ikke er i væskeunderskud, siger Peter Bie.

Derfor behøver du heller ikke en huskemetode som elastikker på vandflasken eller en alarm på telefonen, der minder dig om at drikke vand i løbet af dagen. Det er at sætte for meget fokus på det, forklarer professoren.

- Jeg har det svært med de mennesker, der hiver en vandflaske op hver halve time. For der er over 40 liter vand i en krop, og der sker ikke noget ved, at man kommer en halv liter i underskud, siger han.

Vand fra hanen er dog ikke den eneste måde, du kan tanke dit daglige væskeindtag op på.

- Alle drikkevarer bidrager til det daglige væskeindtag. Derudover har frugter og grøntsager et højt vandindhold og bidrager derfor også godt, siger Lotte Schmidt Svendsen, der er klinisk diætist i Diætisthuset.

Det er eksempelvis agurker, salatblade, tomater, peberfrugter, auberginer og græskar, der alle har et vandindhold på over 90 procent, forklarer hun.

Omvendt tæller tørvarer og fedtstoffer som olier og lignende ikke med, og håber du på at kunne erstatte vandkanden med øl til aftensmaden, er det heller ikke en god idé. Alkohol er nemlig vanddrivende og derfor ikke en god kilde til væske, siger Lotte Schmidt Svendsen.

Er du derimod bange for at hælde for meget vand i ganen, så er der intet at være bekymret for. Det er bedre at være på den sikre side og drikke meget, så urinen bliver tynd, end at holde igen og have en meget koncentreret urinproduktion.

- Nyrerne kan udskille store mængder vand. Normale mennesker kan sagtens tisse en liter i timen, hvis de har vandoverskud. Så det er meget svært at drikke for meget vand, siger Peter Bie.

 

  • Du afgiver omtrent to liter væske om dagen alt afhængig af klima, motionsniveau og toiletture.
  • Du kan indtage væske gennem alle drikkevarer, dog er alkohol vanddrivende og derfor ikke en god kilde til væske.
  • Kosten bidrager også til at dække væskebehovet. Fødevarer som agurk, salatblade, tomat, peberfrugt, aubergine og græskar er vandholdige fødevarer, der kan bidrage til det daglige væskebehov.
  • Fedtstoffer som olier og tørvarer, som tørrede frugter, bidrager ikke til væskeregnskabet.

 

Kilder: Professor emeritus og væskeekspert Peter Bie og klinisk diætist Lotte Schmidt Svendsen.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.