Du behøver ikke at stoppe med at drikke alkohol for altid, men der kan være en idé i at holde en pause med det ind imellem, fortæller psykolog og specialist i afhængighed Damon Raskin til prevention.com
- Det kan være en god idé, hvis du holder en pause med at drikke alkohol, selvom det måske kun er for et par uger, især hvis du normalt drikker mere, end det anbefales, siger han.
Damon Raskin fortæller, at både dem der drikker meget, og dem der drikker lidt, vil opleve en naturlig forbedring i kroppen, hvis de holder en pause med alkoholen.
Læs her, hvilke fordele der er ved ikke at drikke sig fuld hver weekend:
1. Du sover bedre
Hvis du har problemer med at sove, vil det kunne forbedres, hvis du skærer alkoholen væk i det daglige, viser et studie bragt i Alcholism: Clinical & Experimental Research.
Alkohol får dig til at sove uroligt, og selvom du måske falder hurtigt i søvn, vil søvnen ikke være optimal. Dropper du alkohol, vil du opleve, at du bliver mere frisk og udhvilet efter natten.
2. Du taber dig
Når du drikker alkohol, har du en tendens til at spise mere, viser et studie bragt i American Journal of Nutrition. Faktisk viser studiet, at alkohol er en af de største grunde til, at især kvinder overspiser. Dropper du alkoholen, vil du få mere kontrol over dit madindtag.
Udover at du bliver mere bevidst om dit madforbrug, vil du også automatisk tabe dig, når du ikke drikker alkohol. Der går mange kalorier spildt på en flaske vin, og dem sparer du, hvis ikke du drikker den.
3. Din hud bliver smukkere
Når du drikker alkohol, vil din hud automatisk udtørre, og hudlidelser vil syne værre, end hvis du ikke drikker alkohol. Det er nemmere, at holde huden hydreret og smuk, hvis du ikke drikker, og det tager ikke mange dage uden alkohol, før du vil se en forbedring i din hud.