Dronningen må undvære Henrik: Et stort savn
Prins Henrik har droslet ned på de royale forpligtelser, men dronningen savner hans selskab, erkender hun nu.
Dronning Margrethe savner prins Henrik.
Dronning Margrethe savner prins Henrik. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix


Dronning Margrethe savner sin mand, når de officielle pligter skal opfyldes.

Det sagde hun til pressen i forbindelse med, at balletten "Nøddeknækkeren", hvor hun er scenograf, blev præsenteret i Tivolis Koncertsal.

- Det er selvfølgelig et savn, at han ikke er med. Men det skal jo køre videre, og så gør man sig dobbelt så meget umage og får også meget ud af det, synes jeg, sagde dronning Margrethe til TV 2.

Siden nytår har prins Henrik droslet ned på pligterne, så dronningen oftest er set alene ved officielle arrangementer.


Der var ingen oprins Henrik, da dronning Margrethe og kronprinsparret med børn så på resultatet af årets kongejagt i Gribskov. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix

Blandt andet drog hun alene på det traditionelle sommertogt med skibet Dannebrog. Og senest manglede prinsen ved hendes side, da årets Kongejagt blev skudt af i Gribskov.

Helt privat er der dog samling på den royale familie. Således kan Billed-Bladet berette, at for første gang får regentparret samlet alle otte børnebørn til juleaften på Marselisborg Slot.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.