Dronningen inviterer lokale til festligheder
Dronning Margrethe holder tirsdag reception på Fredensborg Slot for særligt indbudte nordsjællændere.


Tæt ved den idylliske Esrum Sø i Nordsjælland ligger Fredensborg Slot.

Dronning Margrethe og prins Henrik benytter ifølge kongehusets hjemmeside særligt slottet om foråret og efteråret, og tirsdag inviterer den 76-årige regent lokalområdet på besøg i de naturskønne omgivelser.

Det sker ved en såkaldt omegnsreception, som dronningen også tidligere har holdt ved Marselisborg Slot i Aarhus og ved Gråsten Slot i Sønderjylland, skriver kongehuset. I 2010 holdt dronningen og prins Henrik en lignende omegnsreception på Fredensborg Slot.

De såkaldte omegnsreceptioner er ifølge Fredensborg lokalavis af mere uformel karakter, hvor særligt indbudte fra lokalområdet kan hilse på regenten.

Selv om det er dronningen, der inviterer til festlighederne var dresscoden til den seneste reception "hverdagstøj".

Det afslørede Per Frost Henriksen fra byrådet i Fredensborg Kommune til lokalavisen Fredensborg. Han var blandt de eksklusivt inviterede til omegnsreceptionen på Fredensborg Slot i november 2010.

- Der var en dejlig tæt atmosfære, hvor snakken gik lystigt ved indtagelsen af den stående, veltillavede buffet. Det var meget højtideligt at blive råbt op for derefter at hilse på Hendes Majestæt, prinsgemalen, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary. Jeg indrømmer, at det gav et sug i maven, da jeg gik hen over gulvet, sagde Per Frost Henriksen til lokalavisen Fredensborg.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.