Dronningen åbner dørene for olympiske atleter
Dronning Margrethe hylder fredag de hjemvendte OL- og PL-atleter sammen med resten af kongefamilien.


Man er vant til at se dem i holddragter eller løbeshorts, men i dagens anledning er de fleste formentligt trukket i deres stiveste puds.

Fredag byder dronning Margrethe nemlig velkommen til de mere end 200 danske atleter, trænere og repræsentanter, der deltog i de olympiske lege og de paralympiske lege.

De mange sportsfolk bliver fejret og hyldet ved en stor reception på Christiansborg Slot.

Hyldesten af de hjemvendte atleter er en tradition for dronningen, som også i 2012 og 2004 inviterede til reception - dengang på kongeskibet Dannebrog.

De danske royale er også kendt for at have en stor forkærlighed for de olympiske lege, og særligt for kronprinsparret har begivenheden en helt særlig betydning.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary mødte nemlig hinanden under OL i australske Sydney i 2000, og parret er fortsat flittige tilskuere på tribunerne, når det store sportsevent løber af stablen.

Det royale par var således også til stede i Rio de Janeiro under de olympiske lege i år, mens kronprins Frederik blev kritiseret for at være fraværende under de paralympiske lege.

Fredag deltager kronprinsparret også i fejringen sammen med prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte, oplyser kongehuset på hjemmesiden.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.