Det britiske kongehus med dronning Elizabeth i spidsen har endnu ikke kommenteret sagen, efter den britiske avis The Sun lørdag offentliggjorde en video, hvor en syv år gammel Elizabeth løfter armen i en såkaldt heil-hilsen.
Men nu tager dronningens kusine, den 90-årige Margaret Rhodes, bladet fra munden. Til det amerikanske magasin People fortæller hun uden omsvøb, hvad hun mener om det, hun kalder en "unødvendig ond" offentliggørelse.
- At kaste smuds på en familie, som har arbejdet så hårdt, er unødvendigt ondt, siger Margaret Rhodes til magasinet.
Den kontroversielle video, som er en privat optagelse, stammer angiveligt fra omkring 1933, og er optaget ved den royale families feriested Balmoral i Skotland.
Filmen viser Elizabeths onkel, den senere kong Edward den 8., der lærer Elizabeth på syv år, hendes søster Margaret på tre samt deres mor, hvordan man laver en nazist-hilsen, det såkaldte heil.
Rhodes, der som prinsessernes kusine tilbragte en stor del af sin barndom i selskab med både Elizabeth og Margaret, beskriver, hvordan filmen blev lavet lang tid før, den fulde, uhyggelige sandhed om den nye tyske regering blev kendt.
- Hele den her sag er et typisk eksempel på, når én fjer bliver til fem høns, siger Margaret Rhodes og fortsætter:
- Hvis du tænker tilbage på, hvad kongen (George den 6., red.), dronningen og den nuværende dronning (Elizabeth, red.) foretog sig under krigen, er det en farce at forestille sig, at de ville have været pro-Tyskland, understreger hun.
Margaret Rhodes beklager samtidig det historiske faktum, at kong Edward den 8. var udtalt sympatisør med Hitler og hans regime.
- Det understreger bare, hvor taknemmelige vi skal være for, at han ikke forblev konge, slår Rhodes fast.
Kong Edward den 8. abdicerede i 1936, da han efter kun få år på tronen valgte at fri til sin fraskilte, amerikanske kæreste Wallis Simpson. Han blev efterfulgt af dronning Elizabeths far, Albert, som blev kong George den 6.
/ritzau/FOKUS