Dronning vender tilbage til skolebænken
Hvert år bliver dronning Sonjas Skolepris uddelt til en norsk skole, der udmærker sig ved ligeværd og inklusion.


For sine værdier, lighed og inklusion "på alle niveauer" fik den norske Ila-skole i Trondheim tirsdag en fornem hæder i form af dronning Sonjas Skolepris.

Prisen blev overrakt af direktøren for Norsk Center for Menneskerettigheder, Inga Bostad, og med til overrækkelsen var naturligvis landets dronning, der har lagt navn til prisen, men også den norske arbejds- og socialminister, Anniken Hauglie, og Trondhjems borgmester, Rita Ottervik.

Det skriver det norske kongehus på sin officielle hjemmeside, hvor der også er lagt billeder ud fra begivenheden.

Den 79-årige borgerligt fødte dronning fik en rundvisning på skolen og overværede blandt andet to klasser blive undervist, inden prisen blev uddelt.

I alt var 16 skoler nomineret til den fornemme hæder, men juryen understregede, at Ila-skolen løb med dronning Sonjas Skolepris, fordi den har en " klar, evidensbaseret og målrettet ledelse, der arbejder for at styrke alle medarbejdere i skolen og for at skabe en god og inkluderende skole for alle".

Dronning Sonjas Skolepris er blevet uddelt hvert år siden 2006 til skoler, som har udmærket sig ved at praktisere ligeværd og inklusion.

Selv har dronning Sonja også gået meget i skole. Hun har gået på realskole, har en studentereksamen, en håndværkeruddannelse inden for skrædderi og er uddannet cand.mag. i fransk, engelsk og kunsthistorie ved Universitetet i Oslo.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.