Den svenske dronning Silvia er i øjeblikket i New York sammen med en lang række stats- og regeringschefer i forbindelse med FN-generalforsamlingen. Den svenske dronning holdt tale om børnerettigheder for FN-forsamlingen, og efterfølgende udtalte hun sig om flygtningekrisen og børn på flugt.
- Jeg er meget bekymret over de børn, som kommer alene uden forældre. Det er farligt, og jeg ønsker, at man træner dem, som tager sig af børnene, så de kan beskytte dem. De er så udsatte og sårbare, de har ingen. De er desuden traumatiserede og lette at udnytte, siger dronning Silvia i et interview med den svenske avis Expressen.
Men selvom dronning Silvia er dybt bekymret over den kritiske situation, mener hun, at det svenske folk har gjort, hvad de kunne for at hjælpe.
- Man bliver stolt. Og bekymret, naturligvis, i det lange løb, for det tager mange år. Men Sverige har jo altid stillet op. Jeg ved ikke, om det er fordi, der er så mange, som stadig kan huske, når morfar og mormor rejste til Amerika for at få et bedre liv. Sverige har altid været der, også med støtte til FN, og vi har reddet mange. Jeg tænker på Raoul Wallenberg, Folke Bernadotte. Sverige har et rigtig fint folk, konstaterer dronningen, der selv stammer fra Tyskland.
- Jeg mener, at alle skal stille op og hjælpe. De er her nu, og der bliver ved med at komme flygtninge, så længe der er krig. Derfor gælder det virkelig om at organisere og hjælpe, lyder dronning Silvia opfordring.
/ritzau/FOKUS