De færreste kan nok huske en tid, hvor dronning Elizabeth ikke var dronning af Storbritannien. Og det er der god grund til.
Den 9. september bryder dronningen nemlig rekorden som den monark, der har regeret i længst tid i Storbritannien. Det skriver Hello! Magazine.
Dermed har dronning Elizabeth siddet flere år på tronen end den tidligere rekordholder, nemlig hendes tipoldemor dronning Victoria. Den 89-årige nuværende dronning har nemlig regeret siden den 6. februar 1952. Det vil sige, at hun den 9. september har været dronning i - og hold nu godt fast - 23.227 dage svarende til 63 år, 7 måneder og 4 dage.
Både Buckingham Palace, Windsor Palace og Palace of Holyroodhouse åbner derfor dørene til udstillinger til ære for dronningen. Her vil royale fans få mulighed for at følge Elizabeths vej fra nyudnævnt dronning til den legendariske monark, hun er i dag.
Den udendørs del af udstillingen, der hedder "Long To Reign Over Us", vil blive placeret i dele af paladserne, der normalt ikke er åbne for turister. Der er derfor også mulighed for at få et nærmere indblik i dronningens gemakker.
Men dronningen vil ikke selv være der til at fejre dagen. I stedet vil hun bruge onsdagen sammen med sin mand, prins Phillip, på at rejse med damptog fra Edinburgh til Tweedbank, hvor årtiets største indenrigs-jernbaneforbindelse åbner.
Dronningen har desuden frabedt sig enhver form for fejring af dagen, fordi hun frygter, at det kunne ende med en fejring af dronning Victorias død. Elizabeths familie har regeret i Storbritannien i over 10.000 år.
/ritzau/FOKUS