Dronning revser EU for manglende flygtningeplan
Jordans dronning Rania efterlyser handling og samhørighed fra Europa, efter Jordan i årevis har taget flere og flere flygtninge.
Jordans dronning Rania efterlyser europæisk handling i flygtningekrisen, der har lagt et enormt pres på Jordans økonomi i de seneste år.
Jordans dronning Rania efterlyser europæisk handling i flygtningekrisen, der har lagt et enormt pres på Jordans økonomi i de seneste år. Foto: Christophe Ena/AP


Forestil dig, at Danmark var tvunget til at huse 1,1 millioner migranter - svarende til 20 procent af den danske befolkning.

Det urealistiske billede er virkeligheden for landet Jordan, som ifølge et interview med dronning Rania, har modtaget 1,4 millioner syrere i løbet af de sidste fem år.

- Det er 20 procent af vores befolkning, og det ville svare til, at Storbritannien skulle modtage 12 millioner mennesker eller at 16 millioner rejste til Tyskland, siger dronningen til Sky News.

Dronning Rania efterlyser en mere sammenhængende og helhedsorienteret plan fra Europa, nu hvor verden oplever sin største strøm af flygtninge og migranter siden Anden Verdenskrig.

- Denne krise har påvirket os i snart fem år, udtaler dronningen.

- Vi har oplevet en bølge af flygtninge, som rejser ind i Jordan. Til dags dato har vi modtaget 1,4 millioner syrere - 630.000 af dem er registreret som flygtninge, forklarer hun.

Jordan grænser, sammen med Irak, Tyrkiet og Libanon, op til det krigshærgede Syrien, og landet har både i kampene i Syrien og under krigen i Irak været nøglepunkt for distribuering af nødhjælp og samlingspunkt for udenlandske tropper, når de skulle ind og ud af de farlige områder i kampzonerne.

Men nu efterlyser dronningen hjælp og samarbejde med lande længere væk, når de talrige migranter og flygtninge skal fordeles.

- Det har været en enorm belastning for vores økonomi, vores offentlige ordninger, infrastruktur og det har virkelig overvældet vores evne til at varetage udfordringen, forklarer dronning Rania.

Hun ønsker først og fremmest en fælles europæisk løsningsmodel, men det er ikke fordi, Europa skal løse hele problemet, understreger hun.

- Europæisk handling vil opmuntre andre nationer i verden til også at tage det i løsningen og ikke bare se passivt til, mens situationen udvikler sig, siger dronningen.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.