Dronning Margrethe trillede i byen i guldkaret
Den tredje og største nytårskur bliver afholdt onsdag. Her ønsker kongehuset toppen af samfundet godt nytår.
Der blev vinket løs, da Margrethe og Henrik trillede fra Amilienborg.
Der blev vinket løs, da Margrethe og Henrik trillede fra Amilienborg. Scanpix


De sidste raketter er fyret af, og kransekagen er for længst spist. Alligevel er der et nytårsritual tilbage. Onsdag ønsker regentparret og toppen af det danske samfund hinanden et godt nytår, og sammen ønsker de velstand og lykke for Danmark i 2015.

Ceremonien startede klokken ni, da dronningen og prins Henrik satte sig ind en karet belagt med 24 karat guld fra 1840, der ventede på dem ved Amalienborg.

Trukket af seks kladruberheste med to forridere og eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron blev guldkareten ført ad Store Kongensgade, forbi metrobyggeriet på Kongens Nytorv, videre til Holmens Kanal og ind til landets magtcentrum ved Prins Jørgens Gård på Christiansborg.

En af de interesserede, der stod på ruten, var den midaldrende britiske turist Leon fra Birmingham. Da han fik at vide, at dronningen ville køre gennem byen, var han ikke i tvivl om, at det måtte han se.

- Vi har jo også vores dronning. Det er en speciel ting på grund af historien og traditionerne, siger han og indrømmer, at han aldrig har set sin egen dronning i levende live.

Ved siden af regentparrets karet blandede nogle gæster i gallatøj sig med turister og royalt interesserede på deres vej gennem København på en grå onsdag, hvor overhovedet for verdens ældste kongehus af mange blev foreviget med iPhones.

Dronningens gæster var de tre øverste rangklasser i rangfølgen og repræsentanter for de vigtigste organisationer og institutioner i Danmark, der var inviteret til Christiansborg for at ønske regentparret og kronprinsparret et godt nytår til den traditionelle nytårskur.

Det er dog ikke regentparrets første arbejdsdag. Allerede på årets første dag blev der afholdt nytårstaffel for regeringen og repræsentanter fra det officielle Danmark.

Tirsdag var det udenlandske diplomater i Danmark, der blev indbudt til nytårskur. Det er her, diplomaterne møder op i deres lands nationaldragter.

Onsdag kom turen så til "den store" nytårskur på Christiansborg. Klokken 13:30 er nytårskuren forbi, og regentparret sætter sig tilbage i deres guldkaret og kører tilbage via Bredgade til Amalienborg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.