Dronning Margrethe låner sin tipoldefars værktøj
Hæren har oprettet en ny tjenestegren, som dronningen skal markere ved en begivenhed i Varde.
Dronning Margrethe skal den 5. april indvie en ny tjenestegren i hæren.
Dronning Margrethe skal den 5. april indvie en ny tjenestegren i hæren. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Har du altid drømt om hemmelige arbejdsopgaver, som ikke engang din familie må høre om, mystiske udlandsrejser og ansvaret for andres liv?

Selv om det lyder som en spionfilm, kan det blive virkelighed. For Hærens Efterretningscenter i Varde opretter nu en ny tjenestegren: "Efterretningstjeneste". Det skriver Varde Kommune i en pressemeddelelse.

Det er første gang siden 1951, at Forsvaret har oprettet en ny tjenestegren. Den historiske begivenhed skal fejres tirsdag den 5. april, og her kommer ingen ringere end dronning Margrethe forbi.

Hun skal overrække og indvie en fane til Hærens Efterretningscenter ved en parade på torvet i Varde. Her skal hun slå det første søm i fanen, men det er ikke en hvilken som helst hammer, hun skal bruge.

Hammeren tilhørte nemlig dronningens tipoldefar, kong Christian den niende, og bruges i dag kun til ceremonier som denne.

Når sømmet er slået i, skal dronning Margrethe forbi kasernen i Varde, hvor hun ud over at hilse på soldaterne også skal inspicere noget af materiellet på kasernen.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.