Dronning Margrethe dropper statsbesøg: For farligt at rejse
Kongehuset og Udenrigsministeriet har udsat det planlagte statsbesøg i Tyrkiet i oktober grundet sikkerheden.
Hendes Majestæt Dronningen skulle nødigt komme til skade.
Hendes Majestæt Dronningen skulle nødigt komme til skade. Scanpix


Danmark udsætter statsbesøget i Tyrkiet 17.-19. oktober, skriver kongehuset og Udenrigsministeriet i hver deres pressemeddelelse.

Dronning Margrethe og en erhvervsdelegation skulle ellers have rejst til landet, men den nuværende sikkerhedssituation gør, at det ikke kommer til at ske i oktober.

- Der er i samråd med den tyrkiske regering truffet beslutning om, at Hendes Majestæt Dronningens statsbesøg til Tyrkiet udsættes, skriver kongehuset.

Tyrkiet er i undtagelsestilstand, og derfor vil statsbesøget først ske, når situationen er normaliseret.

- I samråd med den tyrkiske regering er det besluttet at udsætte det planlagte statsbesøg i Tyrkiet på grund af undtagelsestilstanden.

- Det er beklageligt, men vi ser frem til at finde nye datoer for besøget, når det er muligt. Der er i den aktuelle situation fortsat behov for en intensiv politisk og kommerciel dialog med Tyrkiet, skriver udenrigsminister Kristian Jensen (V), i en pressemeddelelse.

I juli udspillede der sig et kupforsøg mod præsident Recep Tayyip Erdogan. Det slog fejl og efterfølgende er det blevet slået hårdt ned på kupmagerne og formodede sympatisører.

Tusinder er arresteret - blandt andet dommere og medlemmer af militæret. Der ud over har Erdogan udtrykt ønske om at genindføre dødsstraffen.

Landet er sat i undtagelsestilstand, og den vil være på plads til mindst udgangen af oktober.

Besøget skulle have indebåret et besøg til hovedstaden Ankara samt i Istanbul. Fokus skulle være på kultur og erhverv.

- Under statsbesøget vil der være særlig fokus på danske løsninger inden for sundhedssektoren og grønne teknologier, og der forventes en større medfølgende erhvervsdelegation, har kongehuset tidligere skrevet om besøget.

Det aflyste besøg betyder dog langt fra, at der ikke vil være dialog mellem Tyrkiet og Danmark, forsikrer udenrigsministeren.

- Jeg har møde med Tyrkiets økonomiminister Nihat Zeybekci, når han kommer til København i morgen torsdag med en erhvervsdelegation. Og jeg ser frem til samtaler med min tyrkiske kollega Mevlüt Çavuşoğlu i den kommende tid, skriver han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.