Dronning i hopla: Fejrer 79-års fødselsdag i fuld vigør
I dag fylder den norske dronning Sonja 79 år. Trods sin fremskredne alder, er hun stadig i fuldt vigør.
Dronning Sonja fylder 79 år i dag.
Dronning Sonja fylder 79 år i dag. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP


Der er royal fødselsdag hos vores nordiske naboer, hvor norske dronning Sonja i dag fylder 79 år.

Mens vores egen prins Henrik, der netop er fyldt 82 år, har droslet ned på sine officielle pligter, er dronning Sonja stadig i fuldt vigør sammen med sin mand, kong Harald.

Mens de norske flag vajer for den vellidte dronning, holder hun dagen privat. Ifølge norske VG og Se & Hør, fejrer hun dagen på Mågerø på Tjøme, der er et sted, dronningen har et helt særligt forhold til. Her har hun ofte før fejret sin fødselsdag, gerne med en masse gæster og en bådtur på programmet, afslører medierne.

Den norske dronning blev født den 4. juli 1937 og var 29 år, da hun giftede sig med den daværende kronprins Harald i Oslo Domkirke. Den 17. januar 1991 fik hun titlen som dronning, da kronprins Harald blev konge.

Dermed har parret netop fejret 25-års jubilæum på tronen. Det gjorde de med en 11 dage lang jubilæumsrejse langs den norske kyst.

Næste år fylder ikke bare dronning Sonja men også kong Harald 80 år.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.