Der er ikke to sceptre, som Belgiens dronning Mathilde humper rundt med i øjeblikket, men derimod et sæt krykker. Dronningen har nemlig pådraget sig en knæskade, som hun dækker med en støtteskinne på benet.
Det belgiske kongehus har afvist at kommentere på den konkrete hændelse bag knæstyrtet, men vil kun bekræfte, at dronningen har pådraget sig en knæskade under et fald. Hun skal beholde knæstøtten på i nogle uger, men skal ikke opereres for skaderne.
Det skriver Hello! Magazine på baggrund af oplysninger fra det belgiske kongehus.
Billedet af den 42-årige sårede dronning kom frem, da hun sammen med sin mand, Belgiens 54-årige kong Philippe, onsdag deltog i et officielt besøg til EUs institutioner i Europa-Parlamentet i den belgiske hovedstad, Bruxelles.
Her blev regentparret mødt af parlamentets formand, Martin Schulz, og Jean-Claude Juncker, der er formand for Europa-Kommissionen.
Den psykologiuddannede dronning, der blev født Mathilde d'Udekem d'Acoz, blev forlovet med den daværende kronprins Philippe i 1999 og blev gift samme år ved et julebryllup.
Den forhenværende regent, kong Albert II, abdicerede i 2013, hvorefter parret overtog tronen og fik regenttitler. Sammen har de fire børn, hvor den 13-årige prinsesse Elisabeth en gang i fremtiden vil blive landets dronning.
Newspaq