Selv om der er flere måneder til, så er planlægningen af den britiske dronning Elizabeths 90 års fødselsdag i fuld gang. Det skriver Hello Magazine!.
Det er dronningens ældste barnebarn, Peter Phillips, der har hjulpet med at planlægge den store fest, der bliver kaldt "nationens største gadefest", og dronningen er med på idéen.
- Hun sagde "Jeg har hørt, at du har gang i noget". Hun er virkelig spændt på det. Hun synes, at det er en god idé, siger Peter Phillips til Hello Magazine!.
Dronning Elizabeth fylder 90 år den 21. april, og gadefesten, der fejre den runde fødselsdag, bliver afholdt næsten to måneder senere - den 12. juni.
Det er dog ikke kun fødselsdagen, der skal fejres. Faktisk er gadefesten også for at hædre, at dronningen er protektor for mere end 600 organisationer, og non-profit arrangementet støtter den nyoprettede "Protektor fond", der støtter dronningens velgørende organisationer i Storbritannien og Commonwealth.
- Hun elsker idéen om, at alle de organisationer bliver samlet for første gang, og at der kommer til at være en fejring, siger Peter Phillips til magasinet.
Den store fest bliver afholdt på gaden "The Mall" i London.
Peter Phillips er søn af dronning Elizabeths datter, prinsesse Anne.
/ritzau/FOKUS