Dronning fejrede seniorer på festdag
Dronning Silvia spredte stor glæde blandt de fremmødte seniorer, da hun deltog i De Gamles Dag.


Der var klapsalver og jubelråb fra de omkring 200 fremmødte, da den svenske dronning Silvia dukkede op til fejringen af De Gamles Dag.

Det skriver det svenske medie Svenskdam.

Festlighederne løb af stablen onsdag, og dronningen var med for at fejre de mange seniorer, der havde samlet sig i slotsparken på Ekebyhovs slott i Ekerö, der ligger uden for Stockholm.

Ifølge mediet hilste den populære dronning pænt på flere af de fremmødte, da hun holdt en kort pause. Flere af seniorerne fik endda et kærligt klap på kinden, et varmt kram eller et håndtryk og nogle venlige ord med på vejen.

Det var dronning Silvia selv, som i 1998 tog initiativet til at stable arrangementet på benene, og det er nu blevet en fast tradition, der finder sted hvert år, når sommeren går på hæld.

De første år fejredes De Gamles Dag i Drottingholmsparken, men siden 2000 har Ekerö kommune stået for det festlige arrangement.

Den 72-årige dronning er gift med kong Carl-Gustav, og sammen har de børnene kronprinsesse Victoria, prinsesse Madeleine og prins Carl Philip, der alle har skænket kongeparret børnebørn.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.