Aalborg Kommune har uddannet dronespecialister og indkøbt droner til kommunalt arbejde.
Skader på kommunale bygningers tage, stoppede tagrender og hul på fjernvarmeledninger. Det er opgaver, som tager tid at undersøge. Derfor har Aalborg Kommune uddannet fire dronespecialister og indkøbt inspektionsdroner, der skal lette arbejdet for kommunens medarbejdere.
Og det kan give luft i budgettet andre steder, fortæller borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen (S)
- Dronen kan flyve op og se, om der er behov for at gøre noget ved taget. Det er rigtig dyrt at få en mand op i en lift. Der kan dronerne gøre det meget hurtigere. På den måde kan vi gøre tingene mere effektivt og billigt i kommunerne, som gør, at vi kan frigøre ressourcer til andet, siger han.
Og for landinspektør i Aalborg Kommune, Niels Nørgaard Nielsen, kan dronerne spare tid. Men der er flere områder i kommunen, hvor dronerne kan være til nytte.
- Formidlingsmæssigt er det en kæmpe fordel at kunne tage billeder fra luften. Vores kommunikationsafdeling er meget glade for dronerne, siger Niels Nørgaard Nielsen.
Kommunen har uddannet fire dronespecialister og indkøbt tre inspektionsdroner, men der kommer flere til, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).