FC Nordsjælland og Viborg leverede fredag aften en underholdende og vild målfest i Alka Superligaen.
Det hæsblæsende opgør endte med, at FCN vandt 4-3, da Emiliano Marcondes hamrede bolden i mål i det 95. minut på et direkte frispark.
FC Nordsjælland forlængede dermed sin ubesejrede stime i ligaen til seks kampe i træk.
Det rækker til en niendeplads og 17 point, mens Viborg ligger i den tunge ende med 12 point efter nederlaget.
Viborg har nu tabt fem af klubbens seneste seks kampe, der blot har udløst ét enkelt point, og i Viborg-lejren må man sande, at klubben er bundhold.
FC Nordsjælland kom foran efter 12 minutter, da Ernest Asante omsatte den meget velspillende slovakiske playmaker Stanislav Lobotkas fremragende dybdebold til 1-0.
Efter 24 minutter fordoblede Godsway Donyoh FCN's føring efter en stor fejl af Viborgs Christian Sivebæk midt på banen.
Viborg svarede flot tilbage i løbet af tre gyldne minutter i begyndelsen af anden halvleg.
Først nettede rutinerede Christian Keller tæt under mål, og lidt derefter omsatte Søren Frederiksen et straffespark og udlignede til 2-2.
Indskiftede Emiliano Marcondes bragte FCN foran 3-2 med et flot spark fra kanten af feltet med et kvarter igen, og så skulle sejren egentlig blot køres hjem.
Men kort før tid fik Aleksandar Stankov udlignet til 3-3, da han prikkede bolden i nettet efter en dødbold og lidt tilfældigheder i FCN-feltet.
Så var det Viborg, der egentlig blot skulle køre et uafgjort resultat hjem i overtiden, men det lykkedes altså ikke for gæsterne i den hæsblæsende affære.
For fem minutter inde i overtiden fik hjemmeholdet tilkendt et frispark, og så slog Marcondes til igen, da han omsatte det direkte frispark til en 4-3-sejr og tre point.
/ritzau/