Dressuren fandt manglende OL-brik i USA
Det var tæt på, at Danmark ikke fik et dressurhold med fire ekvipager med til OL i Rio. Kun en redning fra Lars Petersen i Florida gjorde det muligt.
Anna Kasprzak, som her ses deltage ved EM i Aachen for et år siden, er en del af det danske dressurhold i Rio.
Anna Kasprzak, som her ses deltage ved EM i Aachen for et år siden, er en del af det danske dressurhold i Rio. Foto: Friso Gentsch/Polfoto


Der blev regnet og lagt sammen i marts, da Danmark stod på vippen til at få et dressurhold med fire ekvipager med til OL i Rio.

Kimi Nielsen, der er sportschef i Dansk Rideforbund, rodede med komplicerede olympiske regneark i flere timer om dagen, og det var kun et opkald til rytteren Lars Petersen i USA, som reddede hele kabalen.

- Der er olympiske ranglister, som blev opdateret hele tiden efter ridestævnerne. Jeg havde et ark, som jeg sov med under hovedpuden. Især til allersidst, husker Kimi Nielsen.

- Hele vinteren lå vi med fire kvalifikationspladser, men lige pludselig skubbede nogle russere en af vores ryttere ud.

- Så kunne jeg se inde i vores fine regnskaber, at vi havde Lars Petersen i Florida, som kunne få os tilbage igen ved at ride godt i et stævne i den efterfølgende weekend, siger Kimi Nielsen.

Sportschefen ringede straks til Lars Petersen i Florida og sagde til ham, at han var nødt til at ride for dressurholdets skyld og sikre den fjerde og sidste nationsplads.

- Det kunne han ikke, fordi han skulle på et fly samme aften til Danmark og undervise.

- Men vi fik stoppet hans hjemrejse og meldt til stævnet, og han red. Jeg havde så regnet ud præcis, hvad han skulle hente for at klare kravet. Han klarede det ikke i første omgang, men han klarede kravet dagen efter.

Det var dagen før, vinduet lukkede.

- Heldigvis red han de point hjem i 11. time, som vi skulle bruge for at blive nummer fire på listen, forklarer Kimi Nielsen.

Lars Petersen blev ikke selv udtaget til OL. Men holdet, som består af Anna Kasprzak, Agnete Kirk Thingaard, Anders Dahl og Cathrine Dufour, kan altså takke Lars Petersen for den sidste OL-billet.

Egentlig havde rideforbundet håbet på at lave en samlet holdkvalifikation ved EM i Aachen for et år siden.

Men et voldsomt uheld spolerede EM for danskerne, da Anna Kasprzak blev sparket i brystregionen af sin hest Donnperignon under en dyrlægekontrol og pådrog sig skader på både ribben og brystben.

- Uheldet med Anna Kasprzak gjorde, at vores hold ikke kunne ride optimalt, og derfor red vi ikke på det niveau, vi plejer.

- Det betød, at vi skulle lave fire individuelle kvalifikationer, som kunne blive sat sammen til et hold, siger hun.

Nu er holdet i Rio, hvor det går løs onsdag og torsdag, og ambitionen er at kæmpe med om en medalje.

- Vi håber og forventer at kæmpe om bronzemedaljen. Vi er en række lande, som er værdige til bronze, mener Kimi Nielsen.

Det danske dressurhold skal i aktion onsdag klokken 15 for første gang i Rio.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.