Drengene er ved at blive 'det svage køn'.
Pigerne stormer fremad i uddannelsesystemet, og nu viser nye tal, at pigerne også hvad angår fritidsjob er flere længder foran drengene.
To tredjedele af de 15-17 årige drenge og piger i 2007 havde et fritidsjob. Det tal er nu faldet til halvdelen for drengenes vedkommende, mens andelen er stort set uændret for pigerne.
Det viser en undersøgelse, som Synovate har lavet for Nordea.
Og det kan få betydning for drengenes jobchancer, når de bliver voksne, siger Mie Dalskov, privatøkonom i AE-Rådet.
"Hvis du har haft et job som avisdreng, lagerpakker eller flaskedreng, kan du bevise over for en arbejdsgiver, at du kan stå op om morgenen, møde til tiden, og fuldføre nogle arbejdsopgaver. Derfor er du mere attraktiv på arbejdsmarkedet, hvis du har haft et fritidsjob eller studiejob," siger hun til Newspaq.
Mia Dalskov har netop lavet en analyse med titlen "Drengene bliver taberne på fremtidens arbejdsmarked."
Konklusionen er her, at drengene også på uddannelsessiden taber terræn til pigerne.
Mens hver fjerde dreng ikke har fået en ungdomsuddannelse 25 år efter folkeskolen, gælder for kun for hver femte pige.
Og ser man på de videregående uddannelser er skævheden endnu mere udtalt.
Mens halvdelen af pigerne tager en videregående uddannelse, er det kun en tredjedel af drengene, der begynder på universitetet.
"Vi kan se, at uddannelsesfordelingen bliver skæv, hvis man ikke gør noget. Det uddannelsessystem, vi har, er ikke gearet til at tackle drengene. De kommer ind på uddannelserne, og så falder de fra. Drengene har svært ved den meget boglige linje, der er både på de erhvervsfaglige uddannelser og også i gymnasierne," siger Mie Dalskov.
Selvom pigerne står til at vinde fremtidens arbejdsmarked, betyder det dog ikke, at vi skal forvente ligeløn mellem mænd og kvinder om 10-20 år. I øjeblikket er lønforskellen 17,7 procent.
"Bare fordi pigerne er bedre uddannet og har mere erfaring, så behøver det ikke betyde, at ligelønsproblemerne er løst om 20-30 år," siger Mie Dalskov.
NYHEDSBREV
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores
forretningsbetingelser.