Drenge bortvist pga. af hash: Nu klager forældrene
Fire drenge er blevet bortvist fra skole for at have spist hashkager på studietur. Nu klager forældrene til skolen.
Fire studerende indrømmede straks at de havde spist en hashkage på en studietur. det skulle de måske aldrig have gjort.
Fire studerende indrømmede straks at de havde spist en hashkage på en studietur. det skulle de måske aldrig have gjort. Foto: Colourbox


I følge drengenes forældre selv er det alt for hårdt at bortvise de fire drenge, der blev taget i at spise en hashkage på en studietur til København, skriver Lokalavisen Kolding.

De fire drenge gik på HHX-uddannelsen på IBC Kolding og her er holdningen til stoffer klar. Er man påvirket af alkohol eller hash i skoletiden eller på studieture, kan det medføre bortvisning.

Forældrene til tre af de fire drenge er dog af en anden mening:

"Det er helt ude af proportioner. Der er tale om velfungerende drenge, som bliver smidt ud uden forudgående advarsel," siger en af drengenes far til Lokalavisen i Kolding.

Han lægger vægt på at drengene indrømmede det med det samme, da de blev spurgt, hvilket han mener burde komme dem til gode.

Forældrene har videre lagt vægt på, at drengene ellers er velfungerende elever.

Reglerne på området er til en hvis grad til fortolkning, men rektoren på skolen har valgt at være urokkelig, hvilket skuffer forældrene.

Rektor Jesper Kjølhede er godt klar over, at han har handlet konsekvent:

"Ja, det er den hårdeste straf. Jeg har selv udmøntet den. Det er jo altid afhængigt af, hvem der sidder i rektorstolen," siger han til Lokalavisen Kolding og forklarer videre, at straffen er hård fordi der er begået en decideret lovovertrædelse.

Klagen over afgørelsen er nu sendt videre til undervisningsministeriet. I mellemtiden har tre af de fire drenge fundet en anden skole at fortsætte deres uddannelse på.

Kilde: Lokalavisen Kolding

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.