Dreng dræber mand med riffel i Grønland
En dreng under 18 år tilbageholdes på en sikret institution efter drabet på en mand i bygd i Sydøstgrønland.
En dreng på under 18 år er blevet anholdt og sigtet i en drabssag i Grønland. Arkiv.
En dreng på under 18 år er blevet anholdt og sigtet i en drabssag i Grønland. Arkiv. Foto: Colourbox/Colourbox.com


En mand blev natten til lørdag dræbt af skud i bygden Tiniteqilaaq i det sydøstlige Grønland, oplyser politiet i Nuuk.

En dreng under 18 år er blevet anholdt og sigtet for drabet, der blev udført med riffel.

Han blev fremstillet i et grundlovsforhør lørdag og er foreløbig tilbageholdt i surrogat på en sikret institution i 27 dage.

Politiet i Nuuk ønsker natten til søndag ikke at komme med yderligere oplysninger. Det gælder blandt andet de impliceredes præcise aldre og indbyrdes forhold.

Den dræbte er en mand i 30'erne, oplyser politiet dog.

Der bor omkring 150 mennesker i Tiniteqilaaq, der ligger 40 kilometer nord for Tasiilaq.

Politiet i Nuuk fik anmeldelsen om drabet natten til lørdag.

- Ved tretiden om morgenen lørdag den 2. juli 2016 var det antageligt uoverensstemmelser, der førte til, at en dreng under 18 år med en riffel afgav et skud mod en mand i trediverne. Manden blev ramt af skuddet og afgik efterfølgende ved døden, skriver senioranklager Tobias Berg i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.