En 47-årig mandlig ansat i Rema 1000s butik på Sejlstensgyde i Haderslev måtte lørdag behandles for ansigts- og tandskader efter et voldeligt overfald.
Den ansatte blev i butikken slået tre gange med knytnæve i ansigtet af en vred bekendt til en kunde.
Det skriver TV Syd.
Baggrunden for det voldelige overfald var en bortvisning af en kunde tidligere på dagen. Men en 41-årig mandlig bekendt til den bortviste dukkede senere op i butiken og slog den ansatte.
Billeder fra butikkens overvågningsudstyr viser, at den 41-årige efterfølgende stak af fra butikken. Men politiet fandt hurtigt frem til manden i hans eget hjem. Her tog situationen endnu en dramatisk drejning, da manden forsøgte at barrikadere sig, skriver BT.
Manden har siddet i arresten i nat, og politiets jurister skal nu vurdere, om der er grundlag for varetægtsfængsling, oplyser vagtchef Erik Lindholdt ved Syd- og Sønderjyllands Politi til TV Syd.
Den ansatte er blevet undersøgt på skadestuen, hvor han fik behandling for sine ansigts-og tandskader.