Dramatik i lufthavnen: Udvisning af gymnasieelev udsat efter knivstik
Tirsdag blev udvisningen af den bosniske Almedin Fejzic og hans familie udskudt, da faren skærer sig i hånden.
18-årige Almedin Fejzic skulle tirsdag have været udvist af Danmark.
18-årige Almedin Fejzic skulle tirsdag have været udvist af Danmark. Foto: Asger Ladefoged/Scanpix


Udvisningen af den 18-årig gymnasieelev Almedin Fejzic og hans familie fra Frederiksværk er tirsdag blevet udskudt.

Det skyldes, at den unge mands far skar sig selv i hånden med en kniv i en taxa på vej til lufthavnen i Kastrup.

Sagen om Almedin Fejzic og hans familie har den seneste tid optaget mange mennesker og flere medier. Familien som har boet i Danmark i tre og et halvt år, havde søgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, da faren har skizofreni.

Men den bosniske familie fik afslag på humanitært ophold, da Justitsministeriet blandt andet vurderede, at faren ikke er syg nok.

Det fik flere tusinde danskere til at skrive under på en underskriftindsamling på Facebook for at protestere over udvisningen.

Derudover har mange af hans studiekammerater fra Frederiksværk Gymnasium og HF demonstreret foran Christiansborg og påbegyndte en pengeindsamling, som skal finansiere, at Almedin Fejzic kan komme tilbage til Danmark som udvekslingsstudent.

I weekenden tilbød en anonym person at betale for et treårigt kostskoleophold til Almedin Fejzic, men det blev imidlertid afvist, da han skal have påbegyndt en ungdomsuddannelse i sit hjemland for at kunne blive udvekslingsstudent i Danmark.

Udrejsen skulle efter planen foregå tirsdag formiddag, men det har myndighederne altså valgt at udskyde, efter faren skar i sig selv og blev hentet i ambulance. Faren skulle dog ifølge flere mediers oplysninger ikke været kommet alvorlig til skade.

En række af Almedin Fejzics gymnasiekammerater var taget ud i lufthavnen for at protestere mod hans udsendelse. Hvornår familien i så fald skal rejse tilbage til Bosnien vides endnu ikke.

/ritzau

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.