Drama i Vild med dans: Skuespiller kun med "på et hængende hår"
Det var meget tæt på, at kun ti af de elleve par kom på gulvet i Vild med dans fredag aften.
Skuespiller Laura Bach og Michael Olesen var tæt på ikke at kunne danse fredag aften.
Skuespiller Laura Bach og Michael Olesen var tæt på ikke at kunne danse fredag aften. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix


Kort før parrene fredag aften gik på gulvet i Vild med dans, var der drama bag kulisserne.

Skuespillerinden Laura Bach har nemlig døjet med så ondt i hofterne, at hun ikke var i stand til at danse, og havde det ikke været for en tur på hospitalet, havde parret med al sandsynlighed måttet vinke farvel til fredagens danseshow.

- Det var på et hængende hår. Vi havde en prøve fredag eftermiddag, som jeg simpelthen ikke kunne danse. Derfor blev det besluttet, at jeg skulle have en blokade, og det hjalp. Det vidste man ikke, om det ville gøre, men det gjorde det heldigvis. Og det betød rigtig meget, siger skuespillerinden efter showet.

- Jeg er meget, meget, meget glad, og jeg er så taknemmelig for, at der er så mange gode mennesker, der kan hjælpe mig med at få lov at danse, siger hun.

For hendes partner i showet, den professionelle danser, Michael Olesen, stod det klart, at der skulle handles hurtigt, hvis skuespillerinden skulle blive danseklar.

- Jeg kunne tydeligt se, at den eneste chance, der ville være for at vi kom på gulvet, var en blokade, hvor man bedøver det hele og neutraliserer smerten, siger han.

At få lagt en blokade betyder, at man sprøjter kortison og binyrebarkhormon ind i det plagede område, og det er langt fra smertefrit.

- Det gør ondt, men det er intet imod, hvor ondt det gør ikke at kunne stå og danse, siger skuespillerinden.

Næste uge skal parret danse quickstep, og det bliver i følge Michael Olesen en blidere omgang for Laura Bachs hofter. Alligevel ved skuespillerinden godt, at hun ikke skal presse sig selv for meget.

- Jeg skal passe rigtig godt på mig selv, naturligvis, og så er der jo heldigvis gode mennesker, der kan råde mig til, hvad jeg kan gøre. Der er hjælp at hente, så vi kan fortsætte med at danse, siger hun.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.