Drama i V: Claus Hjort sætter næstformand på plads
Splittelse i Venstre om fradrag for fagligt kontingent
Udmeldingen fra næstformand Kristian Jensen vækker undren hos Claus Hjort Frederiksen. Partiformand Lars Løkke Rasmussen har endnu ikke kommenteret på sagen.
Udmeldingen fra næstformand Kristian Jensen vækker undren hos Claus Hjort Frederiksen. Partiformand Lars Løkke Rasmussen har endnu ikke kommenteret på sagen. FOTO: Keld Navntoft/arkiv/Scanpix


Det har skabt splittelse i Venstre, at partiets næstformand tidligere i dag lovede at frede fradraget for faglige kontingenter.

Tidligere finansminister og nuværende grønlandsordfører Claus Hjort Frederiksen erklærer sig i et interview med Metroxpress lodret uenig i Kristian Jensens udmelding i Avisen.dk.

- Vores politik er at fradraget for faglige kontingenter skal beskæres, jeg er også forvirret på et højere plan over Kristian Jensens udmelding, siger han til Metroxpress.

Sagen har mandag formiddag vakt stort postyr, fordi Kristian Jensen undsiger den økonomiske plan, som Venstre har præsenteret før valget.

Her fremgår det direkte, at Venstre vil spare en halv milliard kroner på fradraget for faglige kontingenter.

Stiller ultimatum til fagforeninger

Fradraget på faglige kontingenter blev under den borgerlige regering sat ned til 3.000 kroner årligt, men blev i efteråret igen skruet op til 6.000 kroner af SR-regeringen.

Kristian Jensen har i dag over for Jyllands-Posten og Berlingske uddybet, at Venstre kun vil frede fradraget, hvis fagforeningerne selv sætter prisen ned - for eksempel ved at sænke administrationsomkostningerne.

På den måde mener han alligevel, at man kan spare de 510 millioner kroner, som Venstre har kalkuleret med i deres økonomiske plan.

Over for Metroxpress lægger Claus Hjort Frederiksen dog ikke skjul på, at han er lodret uenig med Kristian Jensen.

Direkte adspurgt, om han er uenig med næstformanden, svarer han:

- Ja, personligt er jeg.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.