En ordkrig er blusset op i Faaborg på Fyn. Her er to kandidater til efterårets kommunalvalg røget i totterne på hinanden.
Søren Hillers, spidskandidat for Radikale Venstre, påstår, at konkurrenten, det konservative byrådsmedlem Andreas Møller, har kaldt ham for "røvhul" to gange mandag aften.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Det meget lidt flatterende ord blev ifølge Søren Hillers sagt, da han delte flyers ud på Svendborgvej i Faaborg - ikke langt fra, hvor Andreas Møller bor.
- Jeg synes ikke, jeg er særlig sart, og havde det været et almindeligt menneske, der havde råbt efter mig, havde jeg måske bare trukket på skuldrene. Men der er et eller andet helt galt, hvis politikere opfører sig på den måde overfor hinanden. Jeg synes simpelthen ikke, det er acceptabelt, siger Søren Hillers til avisen.
Ifølge Andreas Møller har han aldrig sagt "røvhul" til Søren Hillers, og kalder det for "løgn og bagvaskelse fra en populistisk politiker, der ikke har noget som helst at byde ind med".
Andreas Møller fortæller desuden til avisen, at han mistænker Søren Hillers for at anvende en falsk profil på Facebook, og at han er blevet chikaneret af personen bag den falske profil.
Det afviser Søren Hillers og siger til Fyens Stiftstidende, at han håber, "der er en 'voksen' hos De konservative, der kan fortælle Andreas Møller lidt om anstændig opførsel ude blandt andre voksne mennesker".