Den 55-årige fotograf, producer og instruktør Finn Nørgaard mistede i går livet ved skudattentatet på Østerbro.
Det skete i forbindelse med et debatarrangement om ytringsfrihed på kulturstedet Krudttønden, hvor blandt andre den svenske muhammedtegner Lars Vilks var til stede.
Det skriver tv2.dk
Politiet oplyser, at alle pårørende er underrettet.
Ifølge PET peger omstændighederne omkring skyderiet på, at det var en del af et terrorangreb.
Kort før drabet mødte fotografkollegaen Peter Bak sin ven Finn Nørgaard.
- Vi hilste på hinanden og snakkede om, at det var vigtigt at støtte op om de her ting. Finn sagde, at det var en vigtig sag, og at han også tidligere havde været til et arrangement. Han var blevet grebet af det, og ville kigge mere på det, fortæller Peter Bak til tv2.dk.
Kujonagtige fascister
I dagene efter angrebene i Paris skrev Finn Nørgaard, ifølge tv2.dk, følgende på sin Facebook-profil:
"Det er rystende og skræmmende, at modige mennesker er myrdet af kujonagtige muslimske fascister."
Finn Nørgaard har siden 1986 været instruktør. Han var uddannet fra Københavns Universitet, Den danske Filmskole og Den journalistiske Efteruddannelse.
Finn Nørgaard har blandt andet lavet en dokumentarfilm om Eik Skaløe og Steppeulvene og instruerede i 2009 ‘En anden vej: Historien om fire nydanskere og en koncernchef’. Filmen handlede om daværende direktør i Tryg, Stine Bosses forsøg på at fremme fællesskab og mindske konflikter blandt unge med anden etnisk baggrund.
Kæmpede for kærligheden
Finn Nørgaards venner udtrykker, ifølge Ekstra Bladet, dyb sorg over hans død.
Avisen har blandt andet talt med Malene Trock Hempler, der er filosof og kommentator ved Berlingske. Hun var nær ven med Finn Nørgaard gennem 15 år:
- Jeg er så ked af det. Det er ikke til at forstå. Finn var sådan et generøst, hjerteligt, forfinet og intelligent menneske. Han kæmpede for kærligheden, hans holdninger var ganske nuancerede, og han tænkte aldrig i ‘dem og os.’ Han var et fint og kærligt menneske, siger hun til Ekstra Bladet.