Den betonklods, som dræbte en tysk kvinde på den fynske motorvej, blev efter alt at dømme stjålet fra en byggeplads ved Tarup Centret i Odense.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse onsdag.
Klodsen vejer 30 kilo. Fra broen ved Langesøvej blev den smidt ned på motorvejen, hvor en bil med en tysk familie blev ramt.
Kvinden i bilen mistede livet, mens manden ved rattet fik alvorlige kvæstelser. Hans tilstand er fortsat kritisk.
Kvinden blev 33 år. Parrets femårige barn fik mindre skrammer.
Forbrydelsen skete tidligt om morgenen søndag 21. august. Politiet har vurderet, at der var tale om en bevidst handling. Gerningsmanden må have indset, at det kunne være livsfarligt for trafikanter. Og derfor er der tale om overlagt manddrab, mener ordensmagten.
Både tip fra borgere og politiets egen efterforskning har ført til byggepladsen nær Tarup Centret i det nordvestlige Odense.
To af de 30 kilo tunge sten blev smidt ned på motorvejen. Og politiet håber nu at få hjælp til at afdække, hvornår stenene blev fjernet fra byggepladsen.
Stenene kaldes Danblok Type 2 og er produceret af IBF i Ejby.
- Vi har brug for offentlighedens hjælp til at finde ud af, hvornår de to blokke fra fjernet fra stedet, siger politikommissær Michael Lichtenstein i pressemeddelelsen.
Hvis nogen har set mistænkelige personer omkring byggeriet mellem 14. juni og 21. august, vil politiet gerne høre om det.
Det samme gælder, hvis nogen har set betonblokke blive læsset op på en trailer eller ind i en bil.
Fra befolkningen har der været et stort engagement i sagen. Flere end 200 henvendelser har politiet modtaget indtil nu.
/ritzau/