Drabstiltalt sygeplejerske nægter sig skyldig i alt
Drab og drabsforsøg. Tyveri af medicin. Ulovlig brug af en mobiltelefon. Sygeplejerske nægter sig skyldig.
En ung sygeplejerske afviser samtlige forbrydelser, som anklagemyndigheden beskylder hende for at have begået. Arkivfoto.
En ung sygeplejerske afviser samtlige forbrydelser, som anklagemyndigheden beskylder hende for at have begået. Arkivfoto. Foto: Www.colourbox.com/Free


Ikke et eneste af de ni anklagepunkter, der er rejst mod en sygeplejerske fra Nykøbing Falster, vil hun stå ved.

Det fastslår hendes forsvarsadvokat, Jørgen Lange, fredag formiddag i forbindelse med den usædvanlige straffesags første retsdag.

Den 31-årige kvinde er tiltalt for tre drab og et drabsforsøg, men anklageskriftet tæller også en stribe langt mindre forbrydelser.

Blandt andet anklages hun for at have stjålet medicin fra sin arbejdsplads til en værdi af 145 kroner.

I den milde ende er også beskyldningen om ulovlig besiddelse af en mobiltelefon.

Angiveligt har den tiltalte sendt sms'er til sin kæreste under sit mere end et år lange ophold bag tremmer. Men også her nægter hun sig skyldig.

Halvanden time efter retssagens start i Retten i Nykøbing Falster har sagens hovedperson endnu ikke åbnet munden.

I det store retslokales venstre side sidder den sorthårede og mørkklædte kvinde helt stille ved siden af sin advokat.

Blikket er rettet stift mod de tre juridiske dommere, og kun sjældent sender hun et hurtigt blik ned på de cirka 100 tilhørere, der er mødt op for at følge sagen.

Kvindens kæreste, der gennem det seneste år har fulgt sagen tæt, er blevet bedt om at forlade retten. Det skyldes, at han senere vil blive indkaldt som vidne.

Også en stribe af sygeplejerskens tidligere kolleger vil optræde blandt de cirka 70 vidner, der i løbet af de kommende måneder vil tage plads i vidneskranken.

Det var en af disse kolleger, der 1. marts 2015 fattede mistanke til den nu tiltalte kvinde.

I løbet af natten mente hun at have overrasket den 31-årige kvinde, da hun med to store sprøjter stod bøjet over en patient, som umiddelbart efter fik hjertestop.

Inden da - men på samme vagt - havde tre patienter mistet livet, og efter endnu et hjertestop blev kollegaen så mistænksom, at den 31-årige kvinde blev meldt til politiet.

Dagen efter blev sygeplejersken fremstillet i et grundlovsforhør og har siden da siddet varetægtsfængslet. Der ventes dom i sagen i slutningen af juni.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.