Drabssigtet sygeplejerske må forlade landsret i uvished
Østre Landsret vil torsdag aften tage stilling til, om drabssigtet sygeplejerske skal forblive fængslet.
Forsvarsadvokat Jørgen Lange har tilbragt det meste af torsdagen i Østre Landsret i håbet om, at tre dommere vil løslade hans klient, en drabssigtet sygeplejerske. Afgørelsen træffes senere torsdag.
Forsvarsadvokat Jørgen Lange har tilbragt det meste af torsdagen i Østre Landsret i håbet om, at tre dommere vil løslade hans klient, en drabssigtet sygeplejerske. Afgørelsen træffes senere torsdag. Foto: PER RASMUSSEN/POLFOTO


Det hidtil længste retsmøde i sagen mod en drabssigtet sygeplejerske er torsdag aften endt uden afgørelse.

De tre dommere har brug for tid til at diskutere de mange oplysninger, som anklager Michael Boolsen og forsvarer Jørgen Lange har præsenteret i Østre Landsret over mere end seks timer.

Allerede i løbet af aftenen venter dommerne dog at være klar til at afgøre, om den 31-årige kvinde skal blive i fængslet, eller om grundlaget for at holde hende fanget ikke længere er til stede.

Siden sin anholdelse i begyndelsen af marts har hun nægtet sig skyldig i de alvorlige sigtelser, der blandt andet tæller fire drab og et drabsforsøg.

Ved torsdagens retsmøde brugte anklager Michael Boolsen næsten fire timer på at gennemgå den efterhånden særdeles omfattende sag.

Indtil videre har politiet afhørt cirka 100 vidner, og de mest kompromitterende udtalelser valgte anklageren at præsentere for retten.

Sagens kronvidne er tilsyneladende en anden sygeplejerske, som ifølge politiet opdagede den 31-årige, da hun var i færd med at begå et af sine drab.

Kollegaen kom efter eget udsagn ind på en stue og overraskede den 31-årige, da hun stod og fiflede med et drop. Da sygeplejersken opdagede sin kollegas tilstedeværelse, forsøgte hun ifølge vidnet at skjule to store sprøjter i sin barm.

Umiddelbart herefter fik den 73-årige patient hjertestop, men blev siden genoplivet.

Anklagemyndigheden mener desuden at have fundet "gerningsvåbnet" fra drabsforsøget i form af en tom sprøjte.

I sprøjten har man fundet en blanding af de tre stoffer, som nær havde taget livet af den 73-årige. Fagfolk har forklaret, at man aldrig blander medikamenter i samme sprøjte.

Forsvarsadvokat Jørgen Lange påpeger imidlertid, at der på sprøjten hverken er fundet dna eller fingeraftryk fra den sigtede.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.