Drabsmand og hans kæreste tiltales for 15 brande
Anklagemyndigheden mener, at 43-årig brandstifter og tidligere drabsmand bør idømmes forvaring på ubestemt tid


En prøveløsladt drabsmand og hans 38-årige kæreste er tiltalt for at stå bag 15 brandstiftelser i København, hvor der skete skader for samlet 9,5 millioner kroner.

Det fremgår ifølge Ekstra Bladet af anklageskriftet mod kæresteparret, der stilles for et nævningeting i Københavns Byret 25. august.

Den 43-årige drabsmand vurderes nu som værende så farlig, at Statsadvokaten i København ønsker ham idømt forvaring på ubestemt tid, skriver Ekstra Bladet.

Ifølge avisen har den 43-årige mand afsonet 14 års fængsel for drab og havde kun været på fri fod i kort tid, da serien af brande begyndte.

Ud af de 15 brande, der især blev påsat i biler, deltog den 38-årige kvinde ifølge anklageskriftet i seks, mens hun på egen hånd begik en enkelt brandstiftelse i to biler på Amager.

Den alvorligste brand skete ifølge Ekstra Bladet 15. august sidste år på en parkeringsplads på Amager, hvor den 43-årige ifølge anklageskriftet stak ild til fire turistbusser og en personbil. I alt løb denne forbrydelse op i skader for knapt 8,5 millioner kroner.

Ifølge Ekstra Bladet nægter de tiltalte sig skyldige, og den 43-årige har afvist at udtale sig til politiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.