Drab på herberg fører til fængsel i 12 år
Stik med fiskekniv medførte døden for 32-årig mand på københavnsk herberg. Landsret stadfæster dom.
Betjente fra Københavns Politi fandt en blodig fiskekniv i en busk efter drabet på en 32-årig mand på et herberg i foråret 2014. Nu er der afsagt en endelig dom i sagen (arkivfoto)
Betjente fra Københavns Politi fandt en blodig fiskekniv i en busk efter drabet på en 32-årig mand på et herberg i foråret 2014. Nu er der afsagt en endelig dom i sagen (arkivfoto) Foto: Colourbox/free


Et knivstikkeri på et herberg i Valby i København kostede 32-årig mand livet, og nu er det for anden gang slået fast, at knivstikkeren havde til hensigt at dræbe.

Østre Landsret har idømt Christian Peter Reich fængsel i 12 år, hvilket er en stadfæstelse af den dom, som Retten på Frederiksberg afsagde i januar.

Både Reich og offeret var beboere på herberget på Gammel Køge Landevej, da den blodige begivenhed fandt sted en aften i april sidste år.

Begge var berusede sidst på aftenen. Reich stak den anden med en fiskekniv, men han har nægtet, at han ønskede at dræbe.

Betjente fandt kniven i en busk nær herberget.

Retsmedicinske undersøgelser har vist, at en stiklæsion ved hjertet var mere end 13 centimeter lang, og at denne læsion medførte døden.

Da sagen blev behandlet af byretten, blev det desuden slået fast, at Reich holdt kniven i et overhåndsgreb, og at der var kraft bag stikket.

12 år er den sædvanlige fængselsstraf i sager om manddrab.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.