Drab på handicappet datter nedsat til tre år
Østre Landsret har nedsat straffen til en 64-årig mor fra Skælskør fra 11 års fængsel til fængsel i tre år.
Retten i Næstved havde idømt moren 11 års fængsel, men Østre Landsret sænkede dommen til tre år.
Retten i Næstved havde idømt moren 11 års fængsel, men Østre Landsret sænkede dommen til tre år. Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


En 64-årig kvinde har i Østre Landsret fået nedsat straffen for at dræbe sin 43-årige multihandicappede datter i Skælskør.

Moren blev i juli i Retten i Næstved idømt 11 års fængsel, men den straf har Østre Landsret nedsat til tre års fængsel.

Anny Birgit Hansen blev i januar i år anholdt i sit hjem, som hun delte med datteren, og sigtet for at have skåret datterens pulsårer over, så hun forblødte.

Derefter forsøgte moren at begå selvmord, men det lykkedes ikke.

Allerede ved anholdelsen tilstod kvinden drabet på datteren.

Moren har selv passet datteren, der dog var på institution, når hun var på arbejde. I maj 2012 blev datteren tvunget til at skifte institution på trods af protester fra kvinden og hendes mand, der døde samme år.

Ifølge eb.dk er det under sagen kommet frem, at kvinden flere gange klagede over den behandling, som datteren fik på den nye institution, som hun ikke mente var rustet til at tage sig af datteren.

Til sidst knækkede moren sammen.

- Jeg tænkte, det var bedst, at vi ikke var her mere, skal hun ifølge eb.dk have sagt i retten. Hun tilstod drabet over for sin chef, der kontaktede politiet. Datteren blev fundet liggende død mellem sine bamser.

Da kvinden i byretten blev idømt 11 års fængsel, fandt retten, at det var en formildende omstændighed, at hun havde begået drabet under et følelsesmæssigt pres. I den anden retning trak, at datteren var hjælpeløs og ikke kunne sætte sig til modværge.

Kvindens forsvarer, Kristian Mølgård, har ifølge DR Sjælland anset byrettens dom på 11 års fængsel for "helt ude af proportioner". Han har under ankesagen i landsretten krævet straffen sat væsentligt ned, og det har landsretten tilsyneladende lyttet til.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.