DR-værten Adam Holm har været sin kone utro. Det erkender han i sit nye radio-program "Jeg er utro med Adam Holm", hvor han kigger på, hvorfor mange par dropper samlivet, fordi en af dem har været utro.
I programmet fortæller han også selv, hvordan han har været utro flere gange, og at hans kone også har været det.
Selvom det har været smertefuldt, har parret aldrig været i nærheden af at gå fra hinanden. Til dr.dk fortæller han, at han da heller ikke var utro, fordi han var utilfreds med erotikken derhjemme.
Ifølge Adam Holm har han gjort det, fordi han kunne, og fordi han var lysten, som han udtrykker det.
- Vi har ikke på noget tidspunkt i de 12,5 år, vi har været sammen som kærester og senere som ægtefolk, været nede i - undskyld jeg siger det - en erotisk bølgedal, siger han til dr.dk.
Han kalder sine sidespring for god sex og hævder, at han aldrig har følt en tyngende skyld over det.
Var han blevet forelsket, var det en anden sag, hævder han.
- Man kunne som gift godt forelske sig, og så ville fanden jo være løs i Laksegade. Så ville det være mere kompliceret, siger han til dr.dk.