DR-show nomineret til en Emmy
"Ultras Sorte Kageshow", hvor børn bager i mørke, er blevet nomineret til en Emmy.
Bagværk bages i mørke i "Ultras Sorte Kageshow". Her er kagerne dog fra DM i Kage og Brød 2016.
Bagværk bages i mørke i "Ultras Sorte Kageshow". Her er kagerne dog fra DM i Kage og Brød 2016. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix


Danskerne er ikke de eneste, der er vilde med at se andre bage på tv. Mens Den Store Bagedyst igen samler kageglade seere foran skærmen, har DR-kanalen Ultras lettere kaotiske program, "Ultras Sorte Kageshow", netop modtaget en Emmy-nominering.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

I programmet skal børn bage kager i mørke.

For nylig var programmet nomineret til en guldrose ved tv-festivalen i Berlin, og nu er der altså drysset endnu mere internationalt stjernestøv over programmet, da The International Academy of Television Arts & Sciences har nomineret showet til en såkaldt International Emmy Kids Awards, som bliver uddelt til april.

"Ultras Sorte Kageshow" er nomineret i kategorien bedste underholdning for børn, og de øvrige konkurrenter i kategorien er udsendelserne "Cinemaniacs" fra Storbritanien, "Look Kool" fra Canada og "Tem Crianca na Cozinha" (på engelsk: "Guess Who's Cooking", red.) fra Brasilien.

Syv Emmy'er uddeles ved uddelingen i Cannes til næste år, og der er nominerede fra 13 lande i hele verden, nemlig Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Chile, Frankrig, Tyskland, Japan, Singapore, Sydkorea, Holland og Storbritannien - ud over Danmark.

"Ultras Sorte Kageshow" indledte en ny sæson i september, og næste afsnit kan ses onsdag klokken 21.00 på DR Ultra, lige efter "Den Store Bagedyst" på DR1.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.