DR-reporter røg skunk for åben skærm: Får hård kritik fra egne rækker
DR's egen vagthund kritiserer nu et DR3-program for forsøg med skunk og alkohol i videnskabsprogram.
- Klager Line Påske har ret i sin kritik af forsøget. Det er problematisk i den form, hvor det er sket, står der blandt andet i Jesper Termansens konklusion.
- Klager Line Påske har ret i sin kritik af forsøget. Det er problematisk i den form, hvor det er sket, står der blandt andet i Jesper Termansens konklusion. Foto: Scanpix/arkiv


DR's ungdomskanal DR3 er endnu engang kommet i vanskeligheder.

Denne gang kommer kritikken fra egne rækker, da DR's nye lytter- og seerredaktør Jesper Termansen, nu giver en seer ret i sin kritik af programmet "Videnskabsmagasinet - Stoffer".

I programmet ser man blandt andet en reporter udføre et "forsøg", hvor vedkommende henholdsvis drikker sig fuld og ryger skunk - sidstnævnte foregår i Holland, fordi det teknisk set er ulovligt i Danmark.

Og den del af programmet, får seeren Line Påske nu ret i, ikke er hensigtsmæssig.

- Klager Line Påske har ret i sin kritik af forsøget. Det er problematisk i den form, hvor det er sket, står der blandt andet i Jesper Termansens konklusion.

Her understreger han også, at DR har et særligt ansvar, når det kommer til ikke at opfordre til misbrug.

- Uanset om ganske mange unge har kendskab til hash og også indtager stoffet, har DR med sin position og styrke et særligt ansvar og må udvise en betydelig forsigtighed for ikke at risikere at blive opfattet, som om man opfordrer til at tage stoffer, siger han.

Seeren kritiserer også, at programmet ukritisk undersøger de positive virkninger af cannabis og blandt andet interviewer en mand, som illegalt fremstiller chokoladebønner med cannabisolie, men her giver DR dog ikke efter for kritikken.

Så sent som i august blev DR3 også kritiseret af eksperter, da de søgte medvirkende til en såkaldt dummyproduktion om unge danskeres alkoholforbrug.

Dengang skrev DR3 blandt andet, at man i programmet gerne ville følge personer, der drikker så meget, "at risikoen for blackout er lig 100 procent".

Folketingets blå partier har også været efter DR3. Blandt andet har Venstres tidligere kulturordfører Michael Aastrup Jensen udtalt, at stationens programflade enten skal laves markant om eller lukkes helt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.