DR havde sikret sig mod budgetchok for Eurovision
Wonderful Copenhagen var så opsat på at få musikshowet til København, at det påtog sig stor risiko.
Budgettet for Eurovision er flere gange blevet overskredet. Den endelige regning for musikshowet lander på 334 millioner kroner, men DR har garderet sig mod at stå tilbage med regningen, viser nye dokumenter. Arkivfoto
Budgettet for Eurovision er flere gange blevet overskredet. Den endelige regning for musikshowet lander på 334 millioner kroner, men DR har garderet sig mod at stå tilbage med regningen, viser nye dokumenter. Arkivfoto Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Danmarks Radio havde garderet sig mod at komme til at stå tilbage med regningen, hvis budgetterne for Eurovision skulle skride.

Samtidig var medarrangøren Wonderful Copenhagen så forhippet på at få det store show til København, at organisationen skrev under på at påtage sig hele den økonomiske risiko.

Det skriver Berlingske efter at have nærlæst den kontrakt, som Wonderful Copenhagen og DR indgik i september 2013.

DR valgte tirsdag at offentliggøre de omdiskuterede dokumenter efter pres fra flere politikere, og efter at en rapport fra Rigsrevisionen viste, at den endelige regning for showet endte på 334 millioner kroner.

Ifølge kontrakten sikrede DR sig, at hele det økonomiske ansvar for at omdanne de gamle skibsværftshaller på Refshaleøen, hvor showet blev afviklet, udelukkende lå hos Wonderful Copenhagen.

Desuden skulle turistorganisationens projektselskab, omtalt som "Værtsby" i kontrakten, også betale for uforudsete udgifter.

- Udgifter til gennemførelse af sådanne supplerende indretninger eller udbedringer afholdes ligeledes af Værtsby, der bærer det fulde økonomiske ansvar herfor, står der i kontrakten ifølge Berlingske.

Projektselskabets oprindelige budget på 34,6 millioner blev overskredet med 102,4 millioner kroner, mens DR holdt sig inden for sin økonomiske ramme på 197 millioner kroner.

- Vi har intet ansvar for den budgetoverskridelse. Vi har overholdt vores budget, sagde Maria Rørby Rønn, generaldirektør for DR, tirsdag til TV 2 News.

Men muligvis havde DR på fornemmelsen, at budgettet kunne skride. I hvert fald har mediemastodontens jurister i kontrakten sikret sig mod grimme økonomiske overraskelser.

- Eventuel overskridelse af Værtsbys egne budgetter er DR uvedkommende og afholdes således alene af Værtsby, står der i papirerne ifølge Berlingske.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.