DR-darling kæmper sig tilbage efter stor operation
Sisse Fisker har nået en foreløbig milepæl i sit genoptræningsforløb efter en operation for rygsmerter.
Sisse Fisker er gift med bygningskonstruktøren Sune Mogensen, som hun har to sønner med.
Sisse Fisker er gift med bygningskonstruktøren Sune Mogensen, som hun har to sønner med. Foto: Claus Bech/Scanpix


Et lille skridt er en stor sejr i sig selv for Sisse Fisker.

Efter flere år med kroniske rygsmerter og piller til at dulme symptomerne tog tv-værten et drastisk valg.

Smertehelvedet begyndte i 2011, efter at hun havde født sønnen Isak. En diskus var ødelagt, og efter adskillige undersøgelser fik Fisker diagnosen Modic forandringer, som er en betændelsestilstand i ryggen.

Tidligere i november gennemgik hun en omfattende operation for at få bugt med smerterne.

Fisker fik taget sin ødelagte diskus ud og fik sat et stivgørende element ind i stedet fra en knogle fra en hoftepatient. Derudover fik hun to skruer ind i hver ryghvirvel, der ligger rundt om.

Den tidligere "Aftenshowet"-vært er i gang med et omfattende genoptræningsforløb, og lørdag nåede hun sin foreløbige milepæl.

- I dag (lørdag, red.) har jeg været i træningstøjet for første gang siden operationen. Jeg har været ude og gå tre km i træk uden problemer - 7206 skridt allerede før frokost. Optur. Jeg kommer til at spurte rundt om juletræet 24.12, jubler Fisker på Instagram under hashtagget "jeg vinder kampen", som hun har brugt under forløbet.

Tv-værten tilføjer dog i en kommentar til selfiebilledet, at hun stadig har ondt, men er optimistisk for fremtiden.

- Smerter har jeg stadig, men det er også kun godt tre uger siden operation. Jeg håber, de forsvinder på sigt, lyder det fra Fisker, som får opbakning fra blandt andre skuespilleren David Owe, folketingspolitikeren Mette Abildgaard og kollegaen Cecilie Hother i opslaget.

- Du er sej, skriver TV 2-værtinden til Sisse Fisker.

Sisse Fisker har tidligere beskrevet over for BT operationen som noget, der kan ændre hendes liv efter knap fem år i smertehelvede.

Hun har tidligere været en yderst aktiv maratonløber, ind til smerterne blev for stærke.

- Selv om jeg er nervøs for selve indgrebet, så glæder jeg mig vanvittigt meget til at komme ud på den anden side og begynde mit nye liv, har hun åbenhjertigt fortalt avisen.

Se billedet her: https://www.instagram.com/p/BNRjCF6AFZZ/?taken-by=sissefisker&hl=da

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.