DR-chef om Camre-kritik: Døm ikke værter på hudfarve
Mogens Camre (DF) har kommenteret Manu Sareen (R) og DR-værts etnicitet efter interview i TV Avisen.
Tidligere europaparlamentariker Mogens Camre (DF) skrev fredag på Facebook, at han fik en underlig fornemmelse, da han så en journalist med tyrkiske rødder interviewe Manu Sareen (R). (Arkivfoto)
Tidligere europaparlamentariker Mogens Camre (DF) skrev fredag på Facebook, at han fik en underlig fornemmelse, da han så en journalist med tyrkiske rødder interviewe Manu Sareen (R). (Arkivfoto) Foto: JOACHIM ADRIAN, Polfoto/POLFOTO


Danmarks Radio nyhedsdirektør Ulrik Haagerup tager søndag til genmæle, efter at tidligere EU-parlamentsmedlem Mogens Camre (DF) har kritiseret at "en journalist, som ser ud til at stamme fra Mellemøsten" i TV-avisen interviewer "en integrationsminister, som er inder."

- I DR vil vi bedømmes på vores professionalisme ikke på vores køn, seksualitet eller etniske baggrund. Jeg læser det, som Mogens Camre har skrevet, som kritik af den faglighed, en af vores værter har, alene baseret på hans hudfarve. Det, synes jeg, ikke er i orden, siger Haagerup.

Mogens Camre skrev fredag på Facebook, at han fik en underlig fornemmelse, da han så en DR-vært med tyrkiske rødder interviewe social-, ligestillings- og integrationsminister Manu Sareen (R).

- De drøfter, hvordan folkevandringen bedst kan få plads i Danmark. Deres pejlemærker er konventioner, som er vedtaget af folk i fremmede lande, uden at danskerne er blevet hørt. Folk fra fremmede kulturer bestemmer, hvad der skal ske med dette land, skrev han.

Men det er slet ikke i orden at skrive sådan, mener Ulrik Haagerup, som både på Facebook og på Twitter har kritiseret Mogens Camre. Ulrik Haagerup afviser, at det er usædvanligt, at han som nyhedsdirektør går i clinch med en politiker.

- Jeg er ansvarlig for, at den nyhedsformidling, vi leverer, er fair, afbalanceret og uafhængig. Det er ikke i orden, hvis en af vores medarbejdere bliver angrebet på andet end den faglighed, han får løn for at have, siger Ulrik Haagerup.

Han tilføjer, at DR i øvrigt er yderst tilfredse med den pågældende vært.

Mogens Camre afviser overfor TV2.dk, at hans udtalelser er racistiske. Han mener selv, han reagerer mod, at det, han ser som den ledende kultur i Danmark, ikke længere bestemmer Danmarks skæbne.

- Den ledende kultur i Danmark, den danske, bestemmer ikke længere. Der er i mine øjne sket suverænitets-afgivelse til EU og FN, og det er påfaldende så meget man hæfter sig ved konventioner frem for den danske grundlov, siger han til TV2.dk.

Siden har Mogens Camre slettet sin opdatering og siger, at han ikke fortryder den, da det er helt "naturlige kendsgerninger."

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.