DR-ansatte kører på job i taxa for licensmillioner
De sidste fem år har DR-ansatte brugt næsten 6,5 millioner licenskroner på at køre til og fra arbejde i taxa. Det viser en aktindsigt, som Radio24syv har fået.
Foto: Scanpix


6.475.379 kroner. Så mange penge har ansatte i Danmarks Radio brugt på at køre til og fra arbejde i taxa de sidste fem år. Det viser en aktindsigt, som Radio24syv har fået.

Flere faggrupper i DR har i deres overenskomst indskrevet, at de kan tage en taxa til og fra arbejde, hvis de møder før klokken 6 eller har fri efter midnat.

Ordningen giver mulighed for at køre ture på op til 25 kilometer i taxa hver vej og har eksisteret siden 1993.

Dengang havde DR hovedsæde i Søborg uden for København, hvor der var dårlige muligheder for at komme til med offentlig transport, hvis ikke man havde kørelejlighed.
I dag ligger DRs hovedsæde tæt på offentlig transport, mens der stadig på nogle af DRs regioner er dårlige muligheder for at komme til med offentlig transport.

Men det er ingen undskyldning for at bruge licensmidler på taxature, siger Venstres medieordfører, Britt Bager.

"Det er på ingen måde rimeligt. DRs ansatte må selv transportere sig på arbejde, ligesom sygeplejersker og politimænd, der også arbejder på skæve tidspunkter."

Også i Dansk Folkeparti vækker de overenskomstsikrede taxature undren.

"En stor medievirksomhed som Danmarks Radio, der har milliarder af licenskroner i ryggen, bør sætte sig ned og gennemgå overenskomsterne for at se, om der kan hentes penge på at ændre overenskomsterne, så licenskronerne i stedet kan indgå i produktionen af public service i stedet," siger partiets medieordfører Morten Marinus til Radio24syv.

Ordningen gælder medlemmer af Danmarks Journalistforbund, Akademikerne, Dansk Musikerforbund, HK'ere, medlemmer af medieforbundet, malere, snedkere og tjenestemænd.

Henrik Vilmer, der er næstformand for journalistgruppen i DR, understreger, at ordningen skal ses som en del af lønnen.

"Vi har jo fået muligheden for at tage taxaen på job i stedet for et andet medarbejdergode eller mere i lønningsposen. Hvis vi mistede tillægget, ville det jo svare til en lønnedgang, som vi så skulle have erstattet af noget andet," siger han til Radio24syv.

Ifølge kommunikationschefen i DR Presse, Lasse Bastkjær Jensen, ser beløbet større ud, når man lægger flere år sammen.

"Men hvis man gør det op år for år, så er det lidt over en million kroner og hvis man gør det op per medarbejder, så svarer det til, at hver medarbejder har taget en taxa fra Kastrup til Københavns Hovedbanegård. Det synes jeg faktisk er et okay niveau," siger han til Radio24syv.

Til foråret starter forhandlingerne om medieforliget, hvor Venstre blandt andet har varslet, at de vil kigge på licensmidlerne, og Britt Bager har tænkt sig at medbringe taxaturene til de forhandlinger.

"Næste gang DR vil argumentere på, at der ikke kan spares en krone uden at det går uden over produktionen, så kan vi jo komme med det her eksempel, og det, synes jeg faktisk, er ret væsentligt," siger Britt Bager til Radio24syv.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.