Regeringen vil i sin 2025-plan finde 65 milliarder kroner og sende en kvart million flere i arbejde, oplyser Statsministeriet til DR Nyheder.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil i 2025-planen fremsætte et såkaldt "vækstmål" om, at der skal findes 65 milliarder kroner frem mod 2025. Dermed skal Danmark kunne holde trit med velstandsudviklingen i nabolandene Sverige og Tyskland.
Regeringens 2025-plan vil indeholde en skattereform, en pensionsreform, en udlændingepakke og en erhvervspakke, oplyser DR i TV-Avisen. Men det står ikke klart, hvordan regeringen konkret vil finde pengene.
Ifølge DR's politiske korrespondent Christine Cordsen står det dog klart, at regeringen vil tage nogle bestemte midler i brug for at finde de mange milliarder:
- En af de store ting i 2025 -planen er anden del af Løkkes jobreform, som med skattelettelser til de lavestlønnede skal få flere til at gå fra overførselsindkomster til job, siger Christine Cordsen til DR.
Der vil i regeringens 2025-plan blive præsenteret en konkret plan for, hvordan man vil finde mere end to tredjedel (cirka 43 milliarder) af de i alt 65 milliarder kroner frem mod 2025.
Ifølge DR forlyder det, at forhøjelsen af pensionsalderen fra 67 til 68 år fremrykkes til 2025. Det er allerede aftalt, at pensionsalderen skal stige til 68 år, men først fra 2030. Forhøjelsen af pensionsalderen skal være med til at skaffe flere hænder på arbejdsmarkedet.
Samtidig kan TV2 fortælle, at regeringen lægger op til en vækst i det offentlige forbrug på 0,5 procent. Der skal bruges 22 milliarder mere på velfærd i 2025 end i dag, skriver TV2.
Ifølge TV 2s oplysninger vil Venstre lægge op til, at de ekstra milliarder til velfærd skal bruges på blandt andet sundhed, ældre og en styrket national sikkerhedsindsats.
Den del af planen får kritik, allerede inden den er præsenteret officielt.
- Det er ikke konservativ politik, siger De Konservatives politiske ordfører Mette Abildgaard og tilføjer:
- Den offentlige sektor skal ikke blive ved med at vokse. Danskerne skal have flere af de penge tilbage til sig selv. Det kan være i form af lettelser af skatten på arbejde, men det kan bestemt også være i form af lavere boligskatter, siger Mette Abildgaard.
Desuden ventes en reform af SU-systemet og stramninger på udlændingeområdet at være områder, hvor regeringen kan finde penge for at nå målene i sin 2025 -plan.
Regeringens 2025-plan bliver offentliggjort officielt tirsdag, men allerede mandag aften klokken 20.00 vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fortælle om baggrunden for planen, skriver han på Facebook.
/ritzau/