Dow Jones-indeks stiger til rekord efter USA's valg
Der er "et lettelsens løft" blandt investorer i New York efter politisk afklaring omkring præsidentvalget.


Det amerikanske aktieindeks Dow Jones steg meget markant torsdag i kølvandet på USA's præsidentvalg.

Kort efter åbningen af handlen var indekset steget 0,8 procent til 18.731,17, skriver nyhedsbureauet AFP. Det er det højeste niveau nogensinde ifølge en række medier.

Førende amerikanske aktieindeks er steget fire dage i træk efter en tilbagegang i en periode på ni dage.

- Det er et lettelsens løft, efter at der er kommet en afklaring omkring valgets udfald, og efter at Trump har slået en mere forsonende tone an, siger Nick Skiming, som er formueforvalter i Ashburton, til Bloomberg News.

- Der er håb om, at den nye præsident vil indføre reformer, som vil betyde, at de amerikanske selskaber kan bevæge sig frem, siger Skiming.

Markedet vurderer tilsyneladende, at Donald Trump som præsident med støtte fra Kongressen med republikansk flertal vil sænke skatterne, løsne op for reguleringerne af selskaber og booste investeringerne i infrastruktur.

Et øget offentligt forbrug vil også kunne betyde, at den amerikanske inflation vil stige. Og netop et løft til inflationen har den amerikanske centralbank som en af forudsætningerne for, at den vil hæve renten for anden gang i omkring et årti.

En time før børsåbning på Wall Street var der også godt makroøkonomisk nyt til investorerne. En opgørelse for antallet af ledige, som stillede sig op i ledighedskøen i sidste uge, viste et fald fra ugen før.

Samtidig faldt ledigheden mere, end økonomerne havde ventet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.