Han er kendt som Dovne Robert, der for år tilbage som kontanthjælpsmodtager nægtede at tage et hvilket som helst job. I dag er Robert Nielsen selvstændig gulvsliber - og er sikker på, hvilken folketingskandidat der skal have hans stemme til folketingsvalget.
Han stemmer personligt på Rolf Bjerre fra Alternativet. Og ifølge Robert Nielsen er der tre gode grunde til, at Uffe Elbæk's nye parti får hans stemme.
Den første grund er Alternativets visioner om, hvordan den økonomiske vækst skal foregå.
- Kloden er ved at løbe tør for ressourcer, og derfor skal der nytænkning til, siger Robert Nielsen.
Dernæst nævner han Alternativets fattigdomsbekæmpelse, der blandt andet går ud på, at alle skal have en fast basis-indkomst.
Og tredje grund til Robert Nielsens valg er Alternativets politiske kultur.
- De vil inddrage borgerne, når der skal laves politik. Og så insisterer de på at tale pænt til hinanden og andre. Det kan jeg godt lide, fortæller Robert Nielsen.
Valgkampen er ligesom alle de andre
Robert Nielsen er efterhånden - siger han selv - en halvgammel fætter på 48 år, og har derfor oplevet en del folketingsvalg. Og han synes ikke valgkampen i år er så meget anderledes end i de foregående.
- De store partier slår hinanden i hovedet med ideologien, og så har de side-partierne til at stikke til hinanden, lyder det fra Robert Nielsen.
Også tonen, mener Robert Nielsen, har været den samme denne gang som i tidligere valgkampe.
- Alle partierne har de her vagthunde som Inger Støjberg (V), Henrik Sass Larsen (S) og Martin Henriksen (DF), der går hårdt til hinanden og kan være grove i tonen. Og så er der de lidt pænere politikere, som svigermors drøm Jonas Dahl (SF), siger han.
Blokpolitik er et narrespil
Robert Nielsen giver ikke meget for partiernes opdelinger i rød og blå blok.
- Når man kigger henover rød og blå blok, så er der jo partier, der er enige med hinanden. Dansk Folkeparti er enig med Socialdemokratiet, og SF har lavet en eller anden aftale med Dansk Folkeparti. På den måde er blokpolitik lidt et narrespil, mener Robert Nielsen.
Han overvejer at melde sig ind i Alternativet og har planer om at være politisk aktiv ved kommunal-valget om to år.