Double henter endnu mere bowling-guld til Danmark
Danmark har nu vundet to gange EM-guld i Nørresundby, hvor Frederik Øhrgaard og Jesper Agerbo sejrede i double
Frederik Øhrgaard og Jesper Agerbo vandt mandag EM-guld i double.
Frederik Øhrgaard og Jesper Agerbo vandt mandag EM-guld i double. Foto: Colourbox/free


De bedste danske bowlingspillere tager godt for sig af medaljerne ved EM på hjemmebane.

Mandag aften vandt Frederik Øhrgaard og Jesper Agerbo EM-guld i double med en finalesejr over Grækenland.

Grækerne blev slået med samlet 442-416 efter en fremragende præstation af især Jesper Agerbo, der lavede 235 point.

Allerede før Agerbo sendte den sidste kugle af sted, var jublen i Nørresundby begyndt, da sejren var sikret.

Tidligere på mandagen nedlagde den danske double Tyskland i semifinalen. Tyskerne blev slået 473-393.

Det er Danmarks anden guldmedalje af to mulige ved EM på hjemmebanen i Løvvang Bowling Center.

Allerede lørdag vandt Thomas Larsen EM-guld i single efter en sikker finalesejr over Romain Franchi fra Frankrig.

De kommende dage skal bowlingspillerne kæmpe i disciplinen trio. De to foreløbige guldmedaljer har skabt forventninger om endnu et dansk topresultat.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.