Dots veninde efter bruddet: Hun græd hele tiden
Dot Wessmans syngepige-kollega og veninde Tina Grunwald siger til Ekstra Bladet, at Dots brud med Morten Messerschmidt kommer som et chok.
Tina og Dot, fotograferet i en lykkelig stund sammen med Keld og Hilda Heick.
Tina og Dot, fotograferet i en lykkelig stund sammen med Keld og Hilda Heick. Arkivfoto: Scanpix


Efter otte festlige år sammen valgte bakkesangerinden Dot Wessman og Europa-parlamentarikeren Morten Messerschmidt (DF) i går at melde ud, at de nu går hver til sit.

En beslutning, som Dot Wessmans veninde og Bakken Hvile-kollega Tina Grunwald ikke havde set komme. Det fortæller Tina Grunwald til Ekstra Bladet.

Hun var lørdag på arbejde med Dot på Bakkens Hvilke, hvor de er blandt de legendariske syngepiger, men der var ikke megen munterhed over Dot, fortæller Tina Grunwald.

- Hun græd hele tiden i lørdags, siger veninden, der den dag ikke anede, at et brud var på vej.

Dot Wessmans datter var i februar involveret i en trafikulykke, hvor hun kom slemt til skade. Hun er stadigvæk hårdt ramt af ulykken. Tina Grunwald tænkte derfor, at Dot græd på grund af datteren.

- For Søren da, det er hårdt for hende. Vi er flere, der står klar til at gøre alt, siger en bekymret Tina Grunwald til Ekstra Bladet.

Til samme avis siger Dot Wessman, at der har været 'udfordringer' i hendes og Messerschmidts forhold. Hvilke ønsker hun ikke at uddybe.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.