Det blev en målfest af historiske dimensioner, da Borussia Dortmund tirsdag aften på hjemmebane ydmygede polske Legia Warszawa med 8-4 i Champions League-gruppespillet.
Så mange mål er der ikke blevet scoret i en kamp i Europas største klubturnering, siden turneringen i 1992 skiftede navn fra Mesterholdenes Europa Cup til Champions League.
Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for at have været en del af den historiske kamp.
Dortmund-målmand Roman Weidenfeller kunne i hvert fald godt have undværet nogle af målene, formentlig især de fire scoringer, han selv måtte indkassere.
- Det var en flot kamp for tilskuerne, men vi skulle ikke have lukket de fire mål ind.
- Vi bliver nødt til at forsvare os bedre. Det her er Champions League, og man skal gøre det bedre end det, siger Roman Weidenfeller ifølge nyhedsbureauet AFP.
Kampens helt store historie var Marco Reus' comeback efter et halvt år på sidelinjen på grund af en skade.
Den tyske landsholdsspiller lavede et hattrick for Dortmund og var mere tilfreds end sin målmand efter kampen.
- Jeg har arbejdet meget hårdt for det her, derfor gør det mig endnu mere glad.
- Det har været lidt svært i den lange periode. Det var et vigtigt skridt for mig, men jeg mangler fortsat et par procent, siger Marco Reus ifølge dpa.
Dortmund fører gruppe F med 13 point, to point flere end Real Madrid, der også er videre til ottendedelsfinalerne.
De to hold skal 7. december i Madrid udkæmpe det afgørende slag om gruppens førsteplads.
/ritzau/