Dortmund snubler og taber et skridt i Bayern-jagt
Bayer Leverkusen hentede tre point, da Borussia Dortmund hjemme blev besejret 2-0.
Dortmund og Pierre-Emerick Aubameyang måtte lørdag se sig besejret af Bayer Leverkusen.
Dortmund og Pierre-Emerick Aubameyang måtte lørdag se sig besejret af Bayer Leverkusen. Foto: Patrik Stollarz/AFP


Borussia Dortmund kunne lørdag aften hale ind på Bayern München i toppen af Bundesligaen, men sådan gik det ikke.

På udebane var Bayer Leverkusen for stor en mundfuld, og da hjemmeholdet vandt 2-0, blev afstanden i stedet længere for Dortmund op til Bayern München på førstepladsen.

Trods 1-1 hjemme mod FC Köln tidligere lørdag, så topper Bayern München nu med 16 point, mens Hertha Berlin og Dortmund følger efter med henholdsvis 13 og 12 point.

Hjemmeholdet Bayer Leverkusen bragte sig foran efter blot ti minutter, da et hjørnespark endte hos Admir Mehmedi, og den schweiziske angriber udplacerede Dortmund-keeper Roman Burki til 1-0-føringen.

Efter pausen jagtede gæsterne scoringer, og Emre Mor blev sendt på banen fra anden halvlegs begyndelse i stedet for Christian Pulisic.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller ville gerne vise en masse, men flere gange løb det lidt ud i sandet.

Med 20 minutter igen åbnede opgøret sig mere op, og Dortmunds Pierre-Emerick Aubameyang misbrugte en mulighed.

Ti minutter senere svarede Leverkusen igen på Dortmund-presset, og Javier Hernández satte foden på et indlæg og øgede til slutresultatet, som sendte Bayer Leverkusen op på syvendepladsen med ti point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.