Dopingdømte Sharapova tæller dagene til comeback
Russeren er meget glad for, at hun fik nedsat sin karantæne med ni måneder, så hun kan vende tilbage næste år.
Maria Sharapova glæder sig til at vende tilbage til tennisbanerne.
Maria Sharapova glæder sig til at vende tilbage til tennisbanerne. Foto: Robyn Beck/AFP


Den dopingdømte tennisspiller Maria Sharapova har modtaget tirsdagens kendelse fra Den Internationale Sportsdomstol (CAS) med glæde.

Sportsdomstolen har reduceret den 29-årige russers karantæne med ni måneder, så den løber i et år og tre måneder.

- Jeg er gået fra en af de hårdeste dage i min karriere, da jeg blev suspenderet i marts, til nu, en af mine gladeste dage, hvor jeg har fået at vide, at jeg kan vende tilbage til tennis i april, skriver Maria Sharapova på sin Facebook-profil.

Det Internationale Tennisforbund (ITF) idømte i juni Maria Sharapova to års karantæne.

Eftersom karantænen blev effektueret med tilbagevirkende kraft fra 26. januar i år, kan den dopingdømte russer allerede vende tilbage til tennisbanerne 26. april næste år.

- På mange måder føler jeg, at noget, jeg elsker, blev taget fra mig, og det bliver rigtig godt at få det tilbage.

- Tennis er min passion, og jeg har savnet sporten. Jeg tæller dagene, til jeg kan vende tilbage til banerne, skriver Maria Sharapova.

I marts i år meddelte hun, at hun var blevet testet positiv for hjertemedicinen meldonium under grand slam-turneringen Australian Open i januar.

Meldonium kom på dopinglisten fra årsskiftet.

Maria Sharapova erklærede i marts, at hun havde taget medicinen i mange år, men at hun ikke havde opdaget, at den var kommet på dopinglisten.

Russeren mener, at ITF bærer noget af skylden for sagen.

Hun mener, at tennisforbundet skulle have været bedre til at informere tennisspillere om, at meldonium var kommet på dopinglisten.

- Jeg har lært af dette, og det håber jeg, at ITF også har, siger Maria Sharapova, der har vundet fem grand slam-titler i damesingle.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.